Kære mor – jeg savner dig – jeg elsker dig!

Tiden står stille

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte! Der er sket så meget på kort tid, og alligevel føles det som om tiden står stille. Jeg savner hele tiden, nogen dage mere end andre. Jeg er i mine tanker og følelser hele tiden, minderne er der non-stop, men jeg skal videre, jeg kan ikke stoppe her. Samtidig tror jeg på, at det er godt at være med det hele lige nu, ikke skulle forholde mig til andre mennesker, der selv har problemer. Jeg bearbejder på livet løs, og kommer mig i mit eget tempo.

Jeg har ikke skrevet i lang tid, da jeg har brugt en del krudt på at blive klogere. Klogere på at nå et skridt nærmere en ny uddannelse og en ny fremtid. Imens jeg blev klogere og klogere, blev min mor dårligere og dårligere. Det gik stærkt, og i løbet af 2 uger mistede jeg hende – det allermest utænkelige. ALDRIG havde jeg troet, at jeg skulle stå her i en alder af 35 uden min mor, uden mine børns mormor. Det er det værste en familie kan blive udsat for. Min mor var ikke gammel, men hun var syg, og hun kæmpede og kæmpede i 2 år, men kunne ikke bekæmpe leukæmien. Livet er så uretfærdigt nogen gange!

Jeg gennemgår hele sorgprocessen; tuder, savner, er sur, griner, tænker, mindes, tuder, har ondt, kan ikke tænke, glemmer, savner, kæmper mig videre… for mine børns skyld. Og savner hele tiden, helt vildt meget. Tror ikke jeg har savnet så meget før. Der er en tom plads i mit hjerte, eller mit hjerte er fyldt helt op af savn. Det kan ikke beskrives, men der mangler noget.

Som min morfar sagde den ene dag, så er det ikke bare en datter, en mor, en søster vi har mistet, det er et dejligt og vidunderligt menneske. Hun var en fighter i alle henseender, en beskytter, en alle holdt af, og nu har vi alle mistet.

Havde selv planlagt det hele

Hun var heldigvis frisk til det sidste, og hun havde selv planlagt det hele omkring sin bisættelse, hvilket gjorde det meget nemmere for os andre. Vi havde den smukkeste dag, den smukkeste afsked, den mest sørgmodige dag, med alle de mennesker min mor havde kær. Vi var over 100 mennesker, der tog afsked med hende; lige fra den nærmeste familie, til kollegaer, veninder fra skoletiden, vores veninder og deres forældre. Så mange mennesker, der alle havde brug for at tage ordentlig afsked med MIN mor…VORES mor.

Nu skal vi lære, hvordan det er at leve uden hende, men med minderne om hende. Vi prøver, men det er hårdt. Små ting i hverdagen, hvor man ikke lige kan kontakte sin mor. Det er gået op for mig, hvor meget jeg har brugt hende til alting og ingen ting. Den lille sms dagligt, omsorgen når jeg selv eller drengene var syge, facebook-minderne, en snapchat, hende jeg ringede til, når jeg skulle have et godt råd. Jeg tror ikke man tænker over det, før det er for sent.

Nu skal vi holde jul her i vores nye hus. Vi skal starte nye traditioner, så det var en oplagt mulighed i vores nye hjem, som for øvrigt er ved at ligne det hjem, vi har drømt om, siden vi fik nøglen. Det hjælper lidt, at der ikke er så mange minder i mit hjem om min mor, men jeg ville så gerne have hun var en del af det, at hun kunne opleve min glæde over vores hus, vores familie. Heldigvis nåede hun at opleve livet som mormor, og mine børn havde verdens bedste mormor – noget mine søstre ikke kan give deres kommende børn.

Jeg er ikke klar…

Jeg er ikke klar til at beskrive den sidste tid sammen med hende. Jeg bearbejder stadig så meget, fortæller om det, men det er alligevel noget andet at skulle skrive det ned. Og jeg kan næsten ikke beskrive det uden også at skulle tage hul på min egen historie om min egen sygdom, som jeg på en eller anden måde også forsøger at bearbejde med nye øjne. Min mor ville aldrig have valgt det anderledes end, at jeg blev rask og kunne være der for mine børn. Men at jeg skulle miste hende, var ikke en del af aftalen.

Jeg er træt af ALT, hvad der har med kræft at gøre. Sur over at den findes, at den skal tage vores kære med sig. Nogen gange ønsker jeg, at det var en anden familie det gik ud over, at jeg kunne skrue tiden tilbage, og min familie kunne gå fri. Desværre gik det ikke sådan i denne omgang.

Mor, jeg savner dig, jeg elsker dig.

 

Stille på bloggen og for få timer

Der har været stille på bloggen længe… LÆÆÆÆNGE!! Og det er der mange årsager til; 1. mit nye liv på skolebænken tager en hel del tid. 2. Den resterende tid bruges på familien og huset. 3. Jeg har været tom for nye indlæg, ganske simpelt ikke vidst hvad jeg skulle skrive…!

Jeg er halvvejs i mit studie nu, har netop overstået den første eksamen, og her må jeg lige prale lidt, fik jo for pokker 12!! Ikke at jeg kan bruge det til noget, men har aldrig fået 12 før, det er jeg nemlig for gammel til! Og ikke så snart man har afsluttet den ene eksamen før forberedelserne starter til den næste, så jeg er allerede igang. Denne gang skal jeg oprette min egen virksomhed – mit alles – og så kan man jo lige så godt tage udgangspunkt i den ide, som har rumsteret i en del år efterhånden.

For uden eksamen, så har jeg også søgt job, har været til samtale, lavet personlighedsanalyse og venter stadig på svar. Jeg aner ikke om mine chancer er gode, men jeg krydser mine fingre og håber alt hvad jeg kan.
Alt i alt er jeg videre med mit liv på den front.

I fredags fik jeg dårlig nyt om en nærtstående person, og det fylder selvfølgelig rigtig rigtig meget – mit liv er lillesmule på forbehold, alle aftaler skal kunne aflyses igen. Der bliver tænkt mange tanker, grædt tårer og sat mange spørgsmålstegn i disse dage. I respekt for denne person og pårørende vil jeg ikke komme nærmere ind på det her❤️

Så selv om der er stille på bloggen, så skyldes det ene og alene at døgnet har for få timer og jeg har for få ressourcer til alt det kaos der er omkring mig. Jeg har heldigvis ferie nu, og nyder den med mine drenge😊

Sidste arbejdsdag

For real – den sidste arbejdsdag

For real – den sidste arbejdsdag her på stedet… Det er godt nok mærkeligt at være her. Og lige nu gør jeg noget, jeg ALDRIG har gjort før – ALDRIG har jeg åbnet min blog, mens jeg sad foran min arbejds-computer. Men det er virkelig en mærkelig følelse at være her. En blanding af glæde over at det er blevet virkelighed, at jeg skal videre og væk fra gigtpatienterne, og en tristhed over at det er slut – alt det jeg kan og har lært de sidste 8 år. Alt den faglighed, færdighed og kunnen jeg ved, jeg er god til, og som jeg ikke ved om jeg skal bruge igen slutter på en måde. Men jeg glæder mig også til mit nye liv, glæder mig til at lære ny viden, til at lære en anden side af mig selv at kende. Det skal nok blive godt.

Sidste rigtige arbejdsdag

En kollega spurgte mig her til morgen, hvordan jeg havde det, hvorfor jeg havde valgt at komme hver dag, det kunne jo lige så godt være, jeg ikke kunne klare opgaven at møde på arbejde, efter en fyrring. Det korte svar er; Jeg ved det ikke!! Men når jeg tænker efter, tror jeg det handler om, at bevise overfor mig selv, mine børn og ledelsen, at en fyrring ikke bare slår mig ud. Men også som et signal til især mine børn om, at livet går videre, trods nederlag. Det har ikke været lige nemt hver dag, at skulle køre på arbejde. Bilen har haft lyst til at vende om mange gange, men jeg har alligevel kunne tage mig sammen, og køre den lange vej, og være der for mine patienter. Jeg har på en eller anden måde kunne lægge værdien i mit arbejde, og være stolt og glad for det jeg kan, så jeg har kunne komme igennem dagene. Og beslutningen om, hvad min liv og min fremtid skal bruges på, har også kunne holde mig oppe – dagene er blevet talt, men det har ikke kun været tiden til at jeg skulle stoppe, til denne sidste arbejdsdag, det har også været tiden til en ny begyndelse.

Der sker så meget andet…

Der sker SÅ meget andet hele tiden; Jeg har været græsenke, og havde jo lovet en update på det, men tiden flyver afsted, når der hele tiden sker noget. Jeg havde en helt klar forventning og et meget tydeligt glansbillede, om hvordan de dage skulle være; Vi skulle hygge!! Vi skulle forkæles, høre historier, spille og lege, men allerede den 2.aften vi var alene, gik det op i hat og brille og 2 hylende drenge! Jeg havde forestillet mig en hyggestund med drengene, en på hver side af mig, benene oppe og “Harry Potter” slået op foran mig. Men lillebror var af en anden mening, og mente den bedste måde at kommunikere på, var ved at skrige, ikke råbe, men skrige… og det gjorde han så i en time. Jeg forsøgte at få ham beroligeret, forsøgte at få ham ind i et andet rum, så det ikke ødelagde aftenen for storebror, men ligegyldigt hvad jeg gjorde, så skreg han bare højere og højere. Det endte med at også storebror begyndte at hyle, og til sidst, efter at have læst 2½ side med mange afbrydelser, lukkede jeg bogen og beordrede dem begge i seng. Mit glansbillede krakelerede. Mine børn var trætte, og havde ikke brug for den sociale familiehygge, men bare at være sig selv. De næste dage gik meget bedre og vi glemte hurtigt den aften – som det jo er i børnefamilier.

De næste dage gik med skolestart i 0. og 3. klasse, legeaftaler, fodboldstart, og opbygning af en hverdag, der kræver lidt mere opmærksomhed, når man er flyttet i nyt hus med nye vaner. Stille og roligt begynder det at ligne et hjem med lys og lamper, spejle, trimmet haven i det omfang man kan på den her årstid. Der står stadig kasser mange steder, der mangler stadig gardiner, skriveborde til ungerne, overtøj der ligger i stedet for at hænge, men vi bor der og vi er glade for det. Det må være det vigtigeste…

1. skoledag i 0.A

Fra familieferie til græsenke

Der er sket så meget i den sidste tid, så meget at jeg dårligt kan huske det hele!! Men fakta er, at vi langt om længe er der, hvor vi kan arbejde os igennem kasserne og møblerne og kommer lige så stille på plads. Og så er jeg gået fra familieferie til græsenke på kun 4 dage!

Samtig med indretningen, har vi holdt ferie – tre helt fantastiske uger, for mit vedkommende (drengene har haft 6 og er ved at komme igennem den 7.). Til trods for, at jeg “kun” har haft 3 ugers ferie, har jeg alligevel været så langt væk fra mit arbejde mentalt, at jeg havde følelsen af, at have været væk meget længere, da jeg startede op i mandags… selvom jeg har tjekket min arbejdsmail flere gange – noget jeg generelt er meget imod, men jeg valgte at sende en opsigelse som det sidste inden min ferie, og var simpelthen nødt til at se, hvordan den blev modtaget af min leder!

Jeg tog beslutningen om at sige op en uges tid inden min ferie, og det var en kæmpe lettelse. Jeg tog “magten”! og da jeg havde taget beslutningen, snakkede med den coach arbejdspladsen har tilbudt mig, og ikke mindst blevet bekræftet i, at det var – og er – den rigtige beslutning, blev det samtidig også meget nemmere at gå på arbejde. Nu kunne jeg tælle ugerne til jeg stopper. Så den sidste uge inden ferie, var jeg tilbage også mentalt, jeg kunne faktisk lide mit arbejde igen, velvidende at jeg er god til det jeg gør, snart havde ferie, og efter ferien kun havde 4 uger tilbage. Det har også været med til, at jeg har kunne slippe arbejdet mentalt i ferien, og bare nyde med helt nye øjne. Der er en plan for fremtiden, og den er allerede i sin spæde start.

Vores store stue, hvor vi langsomt kommer på plads
Den anden del af stuen

At starte på ny

Jeg har beslutte mig for at starte på ny og tage en lægesekretæruddannelse! Før jeg kan det, skal jeg dog lige have 10ugers kontorforløb, da jeg har en hf, som ikke alene kan bruges til selve uddannelsen. Og så skal jeg have elevplads. Det gik op for mig igår, at der er “ansættelse” af elever 2 gange om året – september og februar – og jeg havde forestillet mig elevplads fra slut-november…! Så 1.udfordring er allerede opstået, men jeg har ikke givet op, og tænker, man må kunne søge uopfordret, og ellers må jeg finde noget relevant i de måneder.

I mandags startede jeg arbejdet op igen efter min skønne ferie med sommerfugle i maven. Måske fordi jeg skulle have reaktionerne fra kollegaerne, skrive mail ud om min beslutning – jeg ved det ikke. Men alle lykønskede mig om min beslutning.

Ekstra ferie

I ferien har jeg hygget mig med drengene, først næsten en uge hos mine forældre i Espergærde, da maleren ville give den gas i vores hus fra kl 04.45 hver morgen!! Jeg hade jo ferie, og selv om jeg godt kan lide at få noget ud af dagene, så er der grænser! Så vi tog til Espergærde om lørdagen og bæev til torsdag. Drengene hyggede i haven med min fars hund, mormor var heldigvis hjemme på orlov de fleste af dagene, og begge mine søstre var også forbi. Vi havde ingen planer, men gjorde det vi nu havde lyst til; jeg fik løbet med hunden et par gange, vi var på skaterbanen, spiste god mad og sov længe. Så det blev til en lille ekstra ferie til os.

Den efterfølgende weekend kom min far til Fensmark, hvor vi fik lagt gulvet i Elias’ værelse, fik lavet lys i køkkenet (det viste sig at være en stor brændfælde i afbrændte ledninger – et held der ikke var sket noget), og ikke mindst ryddet op. I ugen derefter arbejdede Michael og jeg og drengene var hjemme – dvs det var primært jeg der var hjemme, da de hurtigt stak af til vennerne. Men jeg fik tømt en del kasser og sidst på ugen kom min veninde og hjalp med at bære de sidste møbler ind, så de kunne stå inde i huset, mens vi var på ferie.

Gemmas første løbetur, hvilket hun klarede så godt.
Bedste venner hygger sammen

Fra familieferie…

Lørdag tog vi så på familieferie i et sommerhus på Als sammen med mine forældre og mine søstre. En rigtig familieferie med spil, gå ture, løbeture, sommerhus-stemning, god mad, Danmarks historie, indendørs pool, og fejring af bryllupsdag til ungerne. Jeg nød hvert et minut, selvom der var gnidninger, alle deltog i de fælles gøremål på hver deres måde, osv. Min mor var med, selvom vi vist alle var ved at opgive håbet om det, så lykkedes det hende. Jeg tror og håber på, hun havde en god ferie, at den gode mad, vin og irish coffee bekom hende, og om ikke andet, så at hun fik mod på livet igen. Mine søstre og jeg havde en snak med hende om, hvad hun gerne ville nå i livet, og hvad vi synes hun skulle snakke med sin læge om. Hun fortalte os, at hendes læge ikke havde regnet med, at min mor stadig var i live, men som min sagde, så var hun ikke færdig med livet. Og det synes jeg jo er motivation for at ville livet, og i min verden åbner det også op for, at gøre det man selv kan, for at leve livet. Så jeg håber virkelig og krydser mine fingre for, at det kan give hende lidt på tanden til at ville motionere noget mere. Jeg ved godt det er lettere sagt end gjort for de fleste, men forskellen er, at jeg faktisk har været der, og at min mor pressede mig til at komme igang med motionen, for at nedsætte kemo-smerterne… og det hjalp. Nu er det omvendt, og det er aldrig rart at blive belært af sine børn, men nogen gange er de, de bedste til at motivere i den rigtige retning. Jeg nød min familieferie, jeg nød at min mor var med, og jeg nød at være sammen med hele familien i sommerhus – næsten som i gamle dage, da jeg var barn… Denne gang havde jeg min egen familie med, hvilket er det største plus. Jeg nyder at min familie og Michael kan så godt sammen, at vi kan holde ferie sammen og hygge os så mange dage i træk.

 

Familiefoto ved Dybbøl Mølle

Bryllupsdagen fejres med bøffer og lækker dessert; Oreo-cheese-cake – mums

… til græsenke

I skrivende stund er jeg blevet forladt af min mand til fordel for Skanderborg festival. Michael vil gerne afsted, og har en aftale med nogle af dem han har kendt siden kollegietiden. Men det er ikke lige mig, jeg vil faktisk gerne blive hjemme de dage og hygge mig med drengene. Så vi har siden vi mødte haft den aftale, at Michael er afsted hvert 2. år, og det andet år holder vi lang ferie sammen. Jeg er sikker på Michael også nyder at komme lidt væk uden mig, drikke sig i hegnet og høre musik. Vi har heldigvis altid haft plads til at vi kan tage afsted alene, vi behøver ikke være sammen om alt, og det tror jeg er sundt for et forhold. At være græsenke, eller alenemor til 2, er ikke altid nemt, men det kommer der mere om de nærmeste dage – det her skriv er allerede blevet alt for langt.

En tur i følelsernes rutsjebane

De sidste 14 dage har budt på tårer, smil, stress og lykke – det her været en tur i følelsernes rutsjebane!

Tårer og nederlag

For at tage den fra en ende, så brød jeg helt sammen den ene dag på arbejde. Vi holdt afsked for en god kollega, som havde besluttet at nu var det tid til at gå på efterløn. Tankerne fór rundt i hovedet på mig, mens vi sad og hyggede med kaffe og lækker formiddags brød. Tanker som “hvordan bliver det mon i det nye team?”, “Snart er det mig der stopper!” og “Skal jeg så også sidde der og have gaver og tak mm?”. Og så måtte jeg gå! Kunne ikke sidder der mere. Gik ned ved mit bord og fandt arbejdet frem, så kunne jeg da altid begrave mig i det. Kort efter kom en kollega og spurgte til mig, for han synes ikke jeg så helt frisk ud. Forklarede at jeg bare ikke kunne sidde der oppe med min facade på, og se glad ud. Og så kom alle tårerne. Jeg var sprød den dag, det havde jeg været lige fra morgenstunden af, og havde det ikke været fordi vi skulle sige farvel til en kollega, var jeg nok slet ikke kommet den dag. Vi blev enige om, at det nok var bedre jeg kørte hjem, og sammen med min leder aftalte jeg at komme tilbage mandag. Så havde jeg nogle dage til at få ro på.

På vejen hjem rystede jeg over det hele. Sådan en lille sitren i hele kroppen. Typisk tegn på, at jeg ikke har det helt godt. Over de næste dage forsvandt det, jeg sov bedre og min hovedpiner forsvandt. Jeg brugte tid i huset, for at vi kunne komme videre med det.  Men jeg følte hele tiden et nederlag. Et nederlag over ikke at kunne håndtere en fyring, ikke at kunne være professionel og passe mit job.

Nøgne vægge, lækre gulve og bare tæer

I huset er væggene stadig “nøgne” efter at mureren har været der, til gengæld har min svigerfar gjort et kæmpe stykke arbejde med at male de vægge vi selv ville stå for, samt radiatorer. Og det har virkelig pyntet – jeg glæder mig SÅ meget til vi skal bo der.

I sidste uge gik så den vilde jagt efter en, der kunne komme og slibe vores gulve. Facebook er jo fantastisk, så jeg søgte efter en, og fik et par henvendelser. Ud over en fair pris, så gik udvælgelsen også på erfaring, men især også hvornår arbejdet kunne startes op. Tiden er ved at være knap, så jo før jo bedre. Han gik igang onsdag, og det er blevet SÅÅÅÅ flot. Jeg føler mig nærmest lykkelig og verdens heldigste. De flotte gulve er blevet endnu flottere – og jeg oser af lykke over, at de ligger i MIT hus. jeg glæder mig til at skulle gå rundt på dem. Det er lige før møblerne ikke passer til mere og skal skiftes ud.

Plankegulv – før
Plankegulv – efter
Parketgulv – før
Parketgulv – efter – dog ikke behandlet endnu!

Jeg glæder mig til at skulle gå rundt på dem med bare tæer… og alle mine gæster må også gerne prøve. Så STOR tak til Casper G’s gulvservice – jeg elsker dem og jeg er fyldt med smil, hver gang jeg ser dem og træder på dem.

Så vi nærmer os med langsomme skridt, nu skal maleren, bare blive færdig!! Det har haft lange udsigter med ham, og kunne græde over, at vi har haft så god tid, men alligevel er vi ikke klar. Tårerne presser på, og jeg krydser mine fingre for, at han bare snart bliver klar. Kan slet ikke overskue, hvis det trækker yderligere ud, før vi kan føle os rigtig hjemme.

Stress og jag

Vi er nu gået ind i den sidste uge med to hjem, og må indrømme jeg glæder mig til at få afleveret det gamle. Synes godt man kan mærke, at vi ikke rigtig hører til nogen steder. Mange af vores ting står i carporten til det nye hus, mens vi har lige det allermest nødvendige i det gamle. De gamle stresstegn er vendt tilbage; migræne, sitren i kroppen, dårlig søvn, kort lunte, og det er fuldstændigt uoverskueligt at vaske tøj, pakke ned eller andet. Jeg aner ikke, hvor jeg skal starte eller begynde, ved ikke hvad vi kan undvære eller ikke kan undvære. Og føler jeg svigter. Samtidig prøver jeg hele tiden at opbygge mit netværk, så jeg kan skaffe mig et job, når jeg stopper ude på mit nuværende.

Lidt er der kommet for hånden de sidste dage

Jeg har derfor besluttet mig for at passe på mig selv, så jeg kan få bragt stressen lidt ned. Så idag har jeg gjort, hvad jeg kunne for at nyde livet, vejret og glæden over, at jeg er husejer. En veninde hev mig med ud på en løbetur. Det er vildt længe siden, jeg har været ude og løbe, så det var selvfølgelig mega hårdt. Men det blev da alligevel til små 4km… Okay, fik det så også mega dårligt bagefter. Det har været en nydelsesdag.

Lev livet fuldt ud hver dag

Livet skal nydes

Men foruden stress og jag over nyt og gammelt hus, har der også været tid og overskud til oplevelser. Bl.a. har jeg sammen med to gymnastik-veninder været inde og høre Céline Dion i Royal Arena i KBH. En fantastisk koncert, da vi først fik lov at komme ind. Om jeg begriber, at man fra arrangørenes side skal gøre det så besværligt at lukke op mod 16.000 mennesker ind. Alle skulle selvfølgelig sikkerhedstjekkes, hvilket jeg sætter stor pris på, men at åbne så få døre, og ikke kalde nok på arbejde, det forstår jeg ikke. Nu fik de ca 15.000 små-sure tilskuer, og en forsinket koncert. Folk skældte lidt ud, og brokkede sig over de få åbne døre, men ellers var folk faktisk meget tålmodige.

Jeg har aldrig været i arenaen før, og vi havde fået billetter allerøverst oppe. Normalt er jeg ikke højdeskræk, men det blev jeg den aften. Man prøver på ikke at tænke hvad der kan ske, men bare holde fokus på selve koncerten, musikken, og de tekster man kender så man kan skråle med. Der var godt nok langt ned. Men lyden var fantastisk. Vi havde heldigvis taget bilen, så vi kunne tage det roligt med at komme ud og hjem. Helt høje efter en god oplevelse.

Igår fyldte yngste manden år – 6 år!! Det er slut med små børn! Nu har vi to skolebørn, to børn med deres egen mening om livet. Og selvom vi har talt ned til lige netop denne dag, siden marts måned, så havde jeg da alligevel glemt, at købe gave (stress?). Han fik ny cykel for 2 uger siden, så i princippet skulle han ikke have mere af os – kun af storebror. og det var gaverne fra ham jeg havde glemt alt om. Men så blev det til, at vi kørte ud og shoppede efter morgenmaden. Han fik lov til at selv at vælge, og vi kom hjem med 2 gule t-shirts, et par shorts, en kasket og en fodbold. Så har vist også fået så han kan klare sig et stykke tid, vil jeg mene.

1. tur på ny cykel

 

PS. Tror da jeg skal spare sammen til sådan et “blogger-kamera”, for det her er jeg da ikke særlig stolt af!!

 

 

Fremskridt – både store og små

Vi ser fremskridt – både store og små – og det rykker.

Vi har knoklet i huset, og vi ser fremskridt – både store og små. Min svigerfar er kommet hjem efter en tur rundt på cykel på Mallorca, og han vil gerne tilbringe sine dagtimer i vores hus. Så han har været og fjerne det sidste tapet (jeg har hjulpet lidt til), fjernet det spartel jeg havde fået op inde i stuen og banket det sidste puds ned i det ene værelse.

Vi fik heldigvis hurtigt fat i en murer der kunne komme med kort varsel og mure de to vægge op og så til en fornuftig pris. Han var lyn hurtig og i løbet af 5 timer fordelt på 3 dage, var de klar… altså de skulle jo så lige tørre, men næsten al mit stress forsvandt i takt med, at der kom styr på væggene. Så nu kan maleren komme igang for alvor. Han har været forbi idag og “spartle” omkring gipsvæggene, så tænker, at han i løbet af de næste dage kommer igang for alvor.

Efter 1.besøg af murer
Efter 2.besøg af murer
Maleren har været forbi

I lørdags kom min far  og gav en hånd med, både i haven og indendørs. I haven kom mit nye tørrestativ op, der blev klippet græs, og vi fik diskuteret frem og tilbage ift. beskæring, renovering af udestue og carport mm. Og indendørs fik han rettet op på el-installationen i soveværelset som han ikke var helt tilfreds med. Små, men vigtige fremskridt.

Jeg selv fik starter malerarbejdet op i køkkenet (i samråd med vores maler, som skal filte den ene væg) og fik givet det 1. gang. Så også der rykker det. Og så fik min svorger malet det ene badeværelse 1. gang og gjort klar til at male gangen. Så fedt når der er hænder nok, og alle kan gøre en indsats for at der kommer skred i arbejdet.

Lige så sort og modløst det hele var i sidste weekend, lige så lyst begynder det at se ud efter denne og der er fremskridt.

Og så er der jobbet….

Jeg er lige så fyret som i sidste uge, ingen ændringer der. Men har været på arbejde alligevel. Det var hårdt at komme tilbage til kollegaerne og høre deres reaktioner, en var blevet så gal at tårerne var løbet over, en havde skrevet en lidt arrig mail til den ene leder, og en anden var gået op til lederen og “skældt” ud. Det er dejligt at mærke deres opbakning, men det gør desværre ikke arbejdsglæden større.

Der bliver stadig tænkt mange tanker, jeg sover ikke så godt, og jeg er fra tid til anden svimmel. Om det er stress over hus, puslespillet med at børnene er underholdt, mens vi arbejder, eller jobbet ved jeg ikke. Måske det er en blanding af det hele. Jeg har derfor også prioriteret at få plads til noget helt jordnært, som at hækle.

Hæklede elefanter til barnevognskæde

 

Det rammer hårdere og hårdere, når jeg bliver spurgt til, hvordan jeg har det. I princippet har jeg det jo fint. Jeg kan stadig godt hejse mig op i helikoptoren og se hvorfor det blev mig, men det er svært at ville sit arbejde, at gøre den ekstra indsats. Dog prøver jeg at sige til mig selv, at det jo ikke er hverken patienterne eller mine kollegaers skyld. Men det er sejt at komme op om morgenen, at være klar til at køre kl.7, aflevere barn/børn, for at være på arbejde til klokken 8.

Desværre virker det ikke som om ledelsen ser det på samme måde, og i fredags kom de og spurgte, om jeg ville komme og lave mindfulness for en patientgruppe i en weekend. Desværre kan jeg ikke den weekend, men det er heller ikke det, jeg har allemest lyst til – lige at gøre det ekstra for virksomheden. Og slet ikke når arbejdsglæden er så lille.

 

Haven skal også nydes, og der tænkes mange tanker her. Og har fået mine helt egne peoner.

Livet i al almindelighed…

Når nu det køre i huset, og vi kan begynde at sætte hak på to-do-listerne, så er der også plads til at nyde livet. Snart har mindste-manden fødselsdag, og han trænger virkelig til ny cykel, så har han i denne uge fået sin nye cykel. Fødselsdagsgaven fra mor og far, mormor og morfar. Og han er meget stolt og glad for sin “store-drenge-cykel”.

Mindstemanden med sin fødselsdagsgave

Og så har vi bare hygget, fordi det skal man huske. Og synes faktisk familien har været lidt mere i harmoni i denne uge. Den ældste er ligesom faldet lidt mere til ro, ikke helt så sur…. Han er mere ovre i, hvad der er retfærdigt eller ej, men jeg kan heldigvis høre på andre forældre, at det hører alderen til.

Drengene hygger med Gemma.

 

 

 

Rod i hovedet og støv i huset

Der er støv og rod allevegne, og det ser lidt håbløst ud det hele

Planen med den her blog var, at det primært skulle handle om opbygningen af det nye hus og det familieliv, der ville komme her, men rigtig meget er sket i den sidste tid (derfor er det også længe siden jeg har fået skrevet). Så idag er nok dagen, hvor det ikke kun er huset der bliver skrevet om, men også om livet udenfor renoveringen, frustrationerne, og en masse tanker.

Rod i huset

Bedst som man tror det går fremad, så ser det hele lige pludselig så sort og håbløst ud, og masser af tanker og overvejelser melder sig. Men vi fortsætter. Vi har fundet en maler, og hyret ham, så vidt jeg ved. Den første maler skulle lige pludselig have rigtig mange penge og mange flere end vores budget rakte til, så vi startede jagten efter en anden, og fandt ham. Han kom med et fornuftigt bud på de rum vi gerne vil have maler på. Dog indebar det, at vi selv fjernede tapetet og at de vægge, jeg havde forsøgt at spartle op, blev renset igen. Så ærmerne op og igang igen.

Vi skraber og skraber…

Vi har dog erfaret, at døgnet har for lidt timer, når der samtidig er et arbejde der skal passes, to børn der skal have en form for faste rammer, fødselsdag (som jeg også skrev lidt om sidst) og min mor der har været indlagt… Så er 24 timer ved at være AAAALT for lidt. Så 1 uge efter at maleren havde været forbi 1.gang, var han forbi igen, men ikke helt tilfreds. Han er bange for, at får vi ikke al tapet og lim af, kan det begynde at “boble” inde under den nye spartel. Så på den igen, denne gang meget grundigt.

Samtidig har min far og Michael fået sat alle gipsvæggene op, og vi er rigtig godt tilfredse med resultatet. Jeg havde en gammel aftale med nogle tøser om en Københavner-tur, så jeg var væk en hel dag og havde en super hyggelig dag med leg, fiskespa, god mad og billige drinks, og imens gik de to mænd og hygge med at sætte vægge op. Jeg havde frygtet lidt, at den inde i stuen, ville gøre rummet meget mørkere, og virke malplaceret, men vi er faktisk positivt overraskede.

– og så fik de også lukket hullet ud til køkkenet.

Det bliver til et soveværelse en dag!!

 

Set fra køkkenet…

 

Det er skønt, at min far kommer og hjælper, især når jeg så bare stikker af.

Dagen efter havde vi travlt, da jeg havde fødselsdag og familien var inviteret først til en velkomst i det nye hus, så havde alle jo set det, og derefter til mad i det gamle. Jeg havde en super hyggelig dag, og fik masser af gode gaver. Dog manglede min mor, som desværre stadig var indlagt.

Vi har siden knoklet med at få tapet af væggene, både i de to værelser, hvor det sidder virkelig godt fast, og i stuen, hvor det sidder knap så fast. Nu regner pudset bare ned over os, så det kan godt være vi har en maler, men han kan ikke gøre så meget før han har været ude og kigge på, hvor vidt det skal pudses op igen, eller om han kan spartle op oven på murbrokkerne… som en veninde skrev idag “små bump på vejen, det hører med når man køber hus” – jo tak!! Så nu er jeg spændt på, om der også skal en murer til. Min svigerfar har tilbudt at komme og pudse det op, hvilket kan spare os for en masse penge, men som til gengæld vil tage tid… og om 26 dage skal vi aflevere det gamle hus!

Pudset falder ned og det støver

 

og det fortsætter med at støve!!

Min far vurderer, det er pga. fugt i det gamle puds, og hellere opdage det nu, end når der er malet, vi er rykket ind og så skal til at starte forfra. Synes dog godt nok ikke lige det var en del af planen!! Så idag kan jeg ikke gøre helt så meget, og så regner det, og Michael har taget bilen, så tror bare det bliver en sofa-dag, når jeg har skrevet det her færdigt.

Mange tanker bliver tænkt

Fordelen ved at gå og skrabe vægge er, at der kan tænkes mange tanker om alt; Vores ældste søn, har reageret en del på alt det her, mormors indlæggelse, flytning, almindelig præ-teenager, ved at være årsdag for mors sygdom/operation mm og det er desværre kommet til udtryk i arrigskab, både herhjemme og i skolen. Vi har nogle snakke om det, og tæller dagene til sommerferien. Jeg har tænkt meget i, hvad vi kan gøre for at hjælpe ham, har haft skrevet sammen med læren, men synes ikke rigtig vi er kommet frem til noget. Efter at have læst en artikel, om at gøre noget godt for andre, så som at rose andres tøj, være en god kammerat, hjælpe andre, eller bare hilse på fremmede, så er vi (drengene og jeg) begyndt at øve det i vores hverdag. Samtig har vores søn en aftale med en pædagog om, at når han mærker, han bliver gal, så skal han gå sin vej, væk fra det/dem der gør ham gal. Jeg har rost ham i, at det er rigtig flot, at han kan mærke efter og selv vurdere, at det er tid til at forlade det han er igang med. Og så øver vi at sige “PYT” – et lille ord med stor betydning. Men det fylder hos os, og nok især mig.

Samtidig med at der har været mange tanker omkring min søn og hans trivsel, så har jeg selv været til kontrol. Det fylder altid lidt dagen før og dagen op til; kan de nu stikke i mig til blodprøvetagning, kan de nu få lagt venflon’et og finder de noget. Blodprøven gik nogenlunde, mens det at få lagt et venflon tog 2 forsøg, gav smerter og et blåt mærker i 1½ uge. I samme periode, er der en ung pige i vores facebook-gruppe, hvis kræfttal er steget og de skal nu til at finde ud af hvorfor – så rammer det hele lige igen, bedst som man tror man er rask og fri, som denne pige, så kan tallene hvis noget helt andet. Mange tanker er gået til hende de sidste dage, og jeg håber og krydser fingre for, at alt går som det skal for hende. Men jeg bliver lige kastet tilbage til dengang, jeg selv gik og ventede på svar, var bange for min fremtid, mit sygdomsforløb osv. Mit eget svar var heldigvis så fint som det overhovedet kunne blive, og jeg aftalte med lægen, at jeg først skulle scannes igen  om ca. 6mdr. Alligevel er jeg indkaldt til en tid om 3mdr.!! Men det er okay, så bliver der bare holdt godt øje med mig.

 

Flere tanker…

Idag er det pinsesøndag, og regnen står ned og har gjort det hele morgenen og formiddagen. Drengene er ude til legeaftale (den mindste) og til sæbekasse-bygning (den store og Michael), så jeg har nogle timer til at tænke. På tirsdag starter hverdagen igen, og jeg skal på arbejde – et arbejde jeg blev  fyret fra i onsdags, et arbejde jeg har mistet engagement og glæde for. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem de næste 5 mdr.!

Fyrringen var ikke personlig, det gjorde de meget ud af at fortælle mig, men ene og alene fordi, de skal omstrukturere i organisationen og dermed finde timer til en psykolog. Og som tingene er skruet sammen nu, så kunne de bedst finde de timer i ergoterapien – hos mig (og en anden på et andet center)! Så selv om man er blandt de “gamle”/dem der har været ansat længst, så er man ikke sikret. Selvom man knokler og gør et godt stykke arbejde, så er man heller ikke sikret.

Selve fyrringen har jeg det nogenlunde med. Jeg havde bare forestillet mig, at jeg selv skulle sige op, når jeg var klar, men jeg blev snydt! Jeg har længe – virkelig længe – ville videre, ud i noget andet, finde andre sider af mig selv, men jeg har bare ikke vidst hvad – og ved det stadig ikke helt – og så har jeg jo haft et job, jeg har kunne blive i, indtil jeg var klar. Nu er jeg så tvunget til at finde ud af, hvad jeg skal. Og det skal jeg også nok. Er så småt igang med at finde nye ideer, undersøger en masse (når jeg har pauser fra huset), og sender mails rundt. Det der frustrerer mig, er at det forventes – eller sådan ser det ihvertfald ud lige nu – at jeg møder op på mit arbejde og yder en indsats de næste 5 mdr.! Velvidende at jeg er fyret til fordel for en anden. De timer jeg lægger på min arbejdsplads, vil jeg da hellere lægge i mit hus, i min familie – der er jo rigeligt at gå igang med.

“PYT” passer bare ikke så godt ind her, men til gengæld en masse bandeord, som ikke kommer over mine læber eller ud af mine fingre.

Travle dage…Og en har haft fødselsdag

Vi har travlt for tiden, selvfølgelig stadig med huset, men også med alle de andre ting, der skal passes; finde en maler som giver et seriøst bud (ja det spøger stadig), en fødselsdag, kontrol på sygehuset og meget andet! Og oveni børn, der reagere med arrigskab og ked-af-det-hed. Derfor har der heller ikke været tid til at skrive indlæ. Men nu er alt ved at falde på plads – nu mangler vi kun flere timer i døgnet! Men det begynder at forme sig til det hus, vi gerne vil have – ting tager bare tid!

Der kommer derfor mere om alt dette og hvordan det går i huset… og selvfølgelig også flere billeder sener.

 

Ja, det var mig der havde fødselsdag og jeg fik bl.a. denne fine flagstang.

Glædelig Mors dag

Vi når desværre ikke det, vi drømmer om i hverdagene i vores gør-det-selv-projekt, hvor vi har arbejde og skole der skal passes samtidig. De få timer vi har om eftermiddagen går ALT for hurtigt, og selvom vi har store drenge, så har de stadig brug for mor og far. Så vi har ikke rykket ret meget på en uge, men heldigvis kom Store Bededag meget belejligt. Min far kom for at give en hånd med – det er så dejligt med en far der gerne kommer og lægger en masse arbejdskraft i vores hus, så vi kan komme videre. De to mænd fik “renset” de sidste rester væk fra skabsvæggen, så der var plads til en ny skillevæg, og til trods for helligdag, havde Bauhaus (og andre byggemarkeder) tænkt sig om, og havde åbent, så de to mænd kørte afsted for at handle ind til den ene skillevæg, som skal stå mellem de to værelser, og nåede faktisk også at få sat en god del op inden arbejdsdagen sluttede.

Væggen mellem de to værelser.

De er ikke helt færdige, da der skal trækkes strøm til div. stik inden de kan afslutte det helt, men når det så er gjort, så skal der “bare” males 😀

Imens de to mænd knoklede med skillevæggen, kastede jeg håndklædet i ringen… Jeg har opgivet at sparkle væggene op selv. Det er simpelthen for stort et arbejde, og som min kloge far sige, så skal vi bruge vores kompetencer rigtigt, og mine kompetencer rækker ikke her. Så efter et “byggemøde”, blev det besluttet, at vi havde brug for hjælp, så jeg gik straks igang på google for at finde en der kunne hjælpe. Men da det var helligdag, var det jo ikke til at få sat noget igang med det samme, og min tålmodighed er sat på prøve. Men jeg fik da skrevet til 3-4 stykker, som jeg forventer kontakter mig imorgen, mandag. Derudover lavede jeg et par opslag på facebook, både på privatprofilen, og i et par grupper. Her fik jeg kontakt til en pige som i løbet af et par timer, kom og kiggede på det, og kom med et tilbud. Nu venter vi bare på de andre melder tilbage, så vi kan beslutte os for, hvem der skal have arbejdet. Jeg stresser stadig lidt, dels fordi det er mange penge, dels fordi jeg er utålmodig…

Så langt jeg selv nåede…

Lørdag, havde vi for længe siden aftalt at samles alle sammen hos mine forældre til en havedag, hvor vi ved fælles hjælp fik tæmmet deres store have. Egentlig var det min mor, der havde arrangeret det, og det passede jo så fint lige her op til Mors dag. Så vi mødte talstærkt op, både børn, svigerbørn og børnebørn, den eneste der ikke var tilstede, var min mor, der desværre er indlagt og har været det siden mandag (både min mor og jeg har desværre en historie i cancerens verden, men det skriver jeg om en dag, jeg er klar til at dele det). Vi fik dog alligevel has på græsset, visne grene, tilgroede krukker og bede, skvalderkålen blev forsøgt bremset i forsøget på at sluge hele haven, og mælkebøtterne fik kamp til stregen. Imens sørgede min far formad og drikke til de hårdtarbejdende børn.

Ja, det er mig i kradtet
Min fars hund hjalp også lidt til.
Min yngste.
Min ældste.

Idag er det Mors dag, og vi tre pige (jeg og mine søstre) ville gerne besøge vores mor, trods at hun er indlagt. Så vi aftalte at mødes på sygehuset sammen med min far, min mand og mine børn, så alle kunne sige glædelig Mors dag til mor/mormor/svigermor.. og kone 🙂 Og ud over en fin have, og familiehygge, fik hun også en meget flot buket roser.

Mors fine blomster

Jeg er jo også mor, så jeg har også fået Mors-dags-gave, og selvom vi ikke har været ret meget hjemme, så har jeg nydt dagen sammen med familien 😉 Derudover blev der også tid til en dejlig gåtur med en god veninde, hvor vi fik vendt, det der lige rør sig, når man nu er;)

Min gave fra drengene – de kender deres mor for godt.

 

Nyt hus

I løbet af de sidste 3 mdr. har vi taget kontakt til ejendomsmægler, sat vores andelsbolig til salg, solgt den, købt nyt hus og d. 1.maj fik vi nøglerne til VORES NYE HUS. Det er helt vildt og vi er SÅ glade for det 😀

Da vi først havde fundet huset, fået alt det praktiske med pris og bank osv. på plads, begyndte tiden at snegle sig afsted, og det har føltes som spild af tid at gå på arbejde, fordi vi bare gerne ville have de nøgler. Men nu fik vi dem 😉

 

Den ene af vores mange nye nøgler

Nu har vi nøglerne, et skønt hus, en dejlig have, og en masse arbejde foran os… Ungerne nyder haven, og vi mærker ikke meget til dem. De drøner rundt med deres nerf-guns, fodbold, løbehjul mm og der går ikke lang tid før bedstevennerne også er med i legen. Det er så dejligt at se, at drengene er faldet til. Dog synes de, det tager lidt for lang tid med alt det arbejde der skal gøres.

Planen er, at denne blog skal fortæller lidt om udviklingen i renoveringsarbejdet i huset, der vil nok ikke komme indlæg hver dag, da der også er et job der skal passes, men jeg vil forsøge at holde det ajour her.

Vores skønne have

I denne weekend er vi startet i det ene værelse med at tage tapet ned (et møgjob for at sige det, som det er) og vi – jeg – fik næsten taget alt ned fra den ene væg, kun afbrudt af en bytur med damerne (det skal jo passes 🙂 – og billetterne til Sanne Salomonsen var jo købt for længe siden). Da jeg havde spurgt om hjælp og gode råd, så gik det ok – det vigtigste er at det er vådt, så tror jeg faktisk det er ligegyldigt om det er rent vand, vand med “tapetfjerner” i eller vand med andet i (overvejede om sulfo mon havde været lige så godt?) Vi havde spurgt min far om han ville komme og give en hånd med, ikke kun idag, men sådan generelt gennem hele forløbet. Det vil han selvfølgelig gerne, og idag kom han så og sagde, “I behøver da ikke fjerne tapet, vi kan sagtens filtse ovenpå savsmuldstapet!” Ahmen, hvad står jeg så her og får vabler for… Istedet kørte vi i Harald Nyborg og shoppede sparkel masse og værktøj, så vi kunne komme igang for alvor. Imens har har Michael sørget for at fået slået en skabsvæg mellem de to værelser ned. Så nu er vi ligesom igang 🙂

Jeg vil lige nævne, at jeg på ingen måder er håndværker, ej heller min mand, min far kan en del, men er uddannet elektriker, så… vi googler os frem, spørg dem vi kender til råds, og jeg har så absolut ikke forstand på fagudtryk, og om det nu hedder det ene eller det andet. Det der holder mig oppe, er at jeg snart skal bo i det her hus, og at kan “nybyggerne” så kan jeg vel også 😉

Nicklas giver sin mor en hjælpende hånd.
2 værelser bliver til 1 (de to børneværelser)